Kære grundejer i Klint Bakker,
Nu er den varslede skiveklipper – som nogle kalder en højgræsklipper – på vej til vores område.
Leverandøren kommer ud til os og demonstrerer brugen af den
lørdag d. 4.11 kl. 10
Demonstrationen foregår på grundejerforeningens grund ved Bjergmosen, på det område langs vejen hvor der er højt græs og skråning og hvor der løbende skyder ting op, som vil få arealet til at springe i skov, hvis det ikke periodisk klippes ned.
Hvis du er interesseret i at kunne bruge maskinen, kan det kraftigt anbefales at du kommer og ser hvad den kan og lærer at bruge den.
Den vil blive “opstaldet” på Klintebjerggård hos Knud og Bodil, hvor den skal hentes og afleveres af brugeren, og den kan derfra nemt køres ad grusvejene hen til den enkelte grundejers matrikel.
Vi regner med at alle grundejere har gratis brug af maskinen, og at foreningen vil donere brændstoffet til den, da den jo er med til at sikre naturplejen i vores område – lidt på linje med at man i fællesskab bortskaffer grene som fælles naturplejetilskud.
Leverandøren har oplyst at man bør bruge sikkerhedssko/støvler når man arbejder med maskinen, og at det er en god ide at have et visir for ansigtet, ligesom ved motorsave.
Det er klart at hverken grundejerforeningen eller initiativgruppen kan påtage sig ansvaret for evt. uheld med maskinen. Det er den enkelte brugers ansvar at sætte sig ind i betjeningen af klipperen, så uheld kan forebygges. Også af den grund er det en god idé hvis du kommer og ser demoen!
Der vil blive udarbejdet et skema, som opbevares ved maskinen, hvor man skriver sig på, når man henter den, og kvitterer igen når man afleverer den.
Det er Birgitte Lau, Jacob Jacobsen og Peter Frisendal der i fællesskab har søgt midlerne til maskinen. I praksis er det Birgitte man i første omgang skal kontakte omkring maskinen.