Af Birgitte Dalum med bidrag fra Helge Dalum

Sommer 1938
I sommeren 1938 var mine forældre på feriekoloni i Rørvig. På en fridag, blev de hentet af deres gode venner skolelærer Rye Jacobsen og hans kone, som i 1936 havde købt grund og bygget hus i Klint og nu ville vise huset frem. Far og mor, der også var skolelærere, faldt straks for den pragtfulde natur og inden sommeren var ovre, havde de købt Bjerget 9. Grunden kostede den gang 35 øre kvadratalen. I påsken 1939 købte de huset og i pinsen var det færdigt. Så vidt jeg husker, fortalte min mor mig senere, at huset kostede 3500 kr. Mine forældre kunne således holde deres første sommerferie i sommeren 1939. Min bror Helge var den gang 8 måneder og har således oplevet hele udviklingen i Klint Bakker.

Mine forældres hus var nummer 5 der blev opført i bakkerne. Dengang var det kun skråningerne der blev solgt til bebyggelse. Imellem skråningerne lå der marker, der blev dyrket eller der gik kvæg. Under et arbejdsløshedsprojekt i 30-erne var grunden blevet beplantet med ca. 200 Østrigsk fyr, en række med bornholmsk røn, en række med elmetræer og en række med sølvpopler. Mod marken bag vort hus blev der plantet en mirabelhæk.

Kørslen til sommerhuset foregik som regel i det første mange år med Rye, da mine forældre ikke havde bil. Året efter den første sommer blev Danmark besat, og det blev svært at komme i sommerhuset, specielt da privatkørsel blev forbudt. Så tog mine forældre til Nykøbing med toget og vider derfra til Klint i hestevogn! Et år gik toget kun til Holbæk hvad så. Jo en ambulance havde afleveret en patient i Holbæk og tog mine forældre med til Nykøbing! Andre gange sad de bag på en lastbil. Under folkestrejken i 1944 slap de ud af København umiddelbart før der blev lukket for vand og lys. Noget af det første, som Helge husker fra sine tidlige år i Klint, var at han aldrig måtte komme udenfor sommerhuset de første par dage. En læge mente, at luften var for ”stærk” for ham, så han havde bedst af at blive inden døre de første 2-3 dage.

Ret tidligt efter de første dages tilvænning begyndte Helge at komme en del hos hr. og fru Petersen, som drev Klintebjerggård. Det var nogle meget søde, barnløse, noget ældre og ret bestemte mennesker, som besynderligt nok fattede sympati for Helge. Han fik ret stort spillerum i sin færden på gården, hvor der i 1940’erne var et stort husdyrhold bestående af 20-30 køer, 3-5 heste, 40-50 grise samt høns, ænder og gæs. Der var også en eller to karle og en pige ansat på denne driftige og travle arbejdsplads. En ende af længerne rummede to såkaldte sommerhuslejligheder, hvor flere af sommerhusgæsterne oplevede deres første somre i området, inden de besluttede sig til at købe en grund.

1946 – 1961
I 1946 begyndte gårdejer Petersen at sælge grunden bag vores grund, først kom Schoug, så Gall og i 1947 købte far det, der nu er Åsen 17, for at have mulighed for frugttræer og for at have en legeplads til nu 2 børn. Mine forældre fejrede befrielsen med at planlægge mig, og jeg blev født i marts 1946. Prisen var nu steget til 50 øre kvadratalen. Der var nu ca. 25 sommerhuse og nu gik der igen nogle år inden der igen blev solgt grunde.
Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg elsket at være i Klint, og jeg har haft en dejlig barndom. Min mors forældre havde en gård, da hun var barn, så fra starten af kom vi børn meget på dels Klintebjerggård, men også på Højgård, hvor Højvang boede med deres børn og med deres mange sommergæster specielt familien Rothstein blev mine forældre gode venner med, min bror og jeg legede med børnene der. Et år lavede vi teater i Højvangs lade med 50-100 tilskuere og samlede ind til giro 413, vort ønske kom dog aldrig i radioen. I de andre sommerhuse var der også børn at lege med, så selv om vi var i sommerhuset i 6 uger om sommeren, var det kun sjældent jeg kedede mig.

I Klint lå der en lille købmand med det mest nødvendige. Den første købmand hed Jacobsen og han havde en dreng på Helges alder ved navn Flemming og de blev gode venner. Da han var 14 år døde hans far lige før efterårsferien og medens hans mor solgte forretningen, boede han i en uge hos os i København.

Hvert år spillede mændene fodboldkamp, i starten på en nu nedlagt bane ude ved Sonnerup Skov, senere blev der lavet den nuværende bane nede i byen. Landliggerne spillede mod de fastboende og Helge spillede altid på de fastboendes hold. Senere da det nok så berømte ”Stjernehold” blev etableret, spillede de flere somre opvisningskampe i Klint med bl.a. Dirch Passer på holdet overværet af op mod 1000 tilskuere, de sidste par år blev bolden givet op af Oswald Helmuth. Som oftest vandt ”Stjerneholdet”.

Mælkemanden kom hver morgen i bil rundt i bakkerne, og meget ofte cyklede Helge til Stenstrup tidligt om morgenen, for at køre med rundt med mælkemanden og delte mejerivarerne ud. Senere på dagen bragte han varer ud sammen med Flemming og Christian, der var chauffør og kommis for købmand Jacobsen. En gang om ugen kom bageren og ostemanden, og der kørte også en slagter rundt et par gange om ugen. Grøntsager, frugt, æg og kyllinger købte vi på gårdene. En gang om ugen gik far tidligt om morgenen ned til havnen og købte fisk, han blev efterhånden så gode venner med fiskerne, så de gemte de bedste fisk til ham! Skulle vi have mere specielle ting måtte min mor tage bussen til Nykøbing. Kroen var ikke så stor som nu og krofatter Jensen (hvis yngste søn er Frits Jensen VVS) og far var gode venner, Han havde en fryser, så der kunne vi hente is til dessert. Vi kunne lige nå hjem til sommerhuset med isen inden den smeltede og allerede fra vi var små lærte vi at is skulle spises op, og det gør vi så stadigt så vidt muligt hvis der er is på bordet.

Livet i Sommerhuset
Vort hus var kun på 28 kvadratmeter med stue, soveværelse med køjesenge, lukket veranda hvor min far sov samt køkken.
Der var ikke vand, elektrisk lys, kogeplader, mikroovn, flaskegas, køleskab, fryser, vaskemaskine eller tørretumbler. Vand fandtes på Klintebjerggård, så det måtte hentes dér. Vi havde hyggelige petroleumslamper og stearinlys. Spritapparat til madlavning. Udendørs flueskab og en lem i køkkengulvet til en muret 50 gange 60 cm og ca. 60 cm dybt ”kælderrum” til madopbevaring. Zinkbalje og udendørs tørresnore til vasketøjet. Der var ikke plads til toilet. Så først blev der bygget et das med toiletspand, som skulle tømmes, senere byggede vores far et større hus med redskabsrum og et toilet, der bestod af et dybt hul i jorden med et bræt over. Når vi tog hjem, hældte min mor flere liter kærnemælk i hullet for at hjælpe på lugtgener.

Vandet hentede vi 2-3 gange om ugen på Klintebjerggård. Min far havde af 2 cykelhjul på forgafler og brædder lavet en vogn hvor, der kunne stå en fhv. sprittønde med en vandhane i bunden, Den rummede 50 liter og udstyret med spand, kande, tragt og en vandkedel drog vi til gården for at hente vandet der. Når vi så møjsommeligt var vendt tilbage op ad bakken til sommerhuset var det en helt cirkusforestilling, når far og Helge skulle løfte vandtønden på plads! Vi sparede på vandet og brugte regnvand til at vaske os i. Når mor skulle vaske tøj, bar hun det ned til gården og vaskede i bryggerset. Endeligt da jeg var 12 år fik vi indlagt vand! Kort efter byggede vi skuret om, så vi nu også havde et gæsteværelse og forrådsrum, og den vilde luksus som et rigtigt toilet og bruser oven i købet med varmt vand var.

Ned på marken hvor Bjerget 11 ligger, var der en mark, hvor heste, kalve, kvier og køer gik. Når vi kom til sommerhuset for at holde ferie, var det spændende at se om der var nye føl og kalve, for de plejede at gå på den mark og hvor var det dejligt når der var et nyfødt føl.

Imponerende var det at følge høstarbejdet, der i begyndelsen foregik med 3 heste foran selvbinderen asende og masende op og ned af det krævende terræn, der ofte var på nippet til at være for udfordrende for de hårdtarbejdende, svedglinsende heste. Nu må der ikke engang være heste mere i området om sommeren, det er ellers de eneste dyr, der er tilbage på Klintbjerggård, men der bor nu folk her som ikke kan lide heste!
Den gårdmand, som far havde købt grunden af, solgte gården i begyndelsen af 50-erne da hans kone døde. Han flyttede til Gundestrup og vi besøgte ham ofte når vi kørte forbi på vej hjem til København.

Stemningen på Klintebjerg
Klint er kendt for sine smukke solnedgange og særligt stemningsfuldt er det at nyde solnedgangen på Klintebjerg.
Da jeg var barn, boede der FDF’er i sommerlejren nede ved havnen, i de bygninger hvor der tidligere blev brændt kalk udvundet i grusgraven. De var der som regel i to uger ad gangen, hvorefter der kom et nyt hold. Når det var badevejr, gik de langs stranden ud til Sonnerup skov for at bade. Om aftenen kom de gående med fuld musik fra havnen til Klintebjerg, lagde instrumenterne for neden og besteg klinten for at holde aftenandagt og synge solen ned overværet af rigtigt mange af sommerhusbeboerne. Denne stemningsfulde afslutning på en dejlig sommerdag, er en af mine bedste barndomsminder. Den sidste aften inden de rejste hjem, var der lejrbål med optræden og vi børn fik altid lov til at være med.

Nu er lejren væk og de hyggelige aftener på Klinten er for mange afløst af fjernsynet. Det er sjældent, at man møder mere end ganske få mennesker, når man går over på klinten for at nyde solnedgangen. Jeg kan godt savne disse aftener, hvor man også nød samværet med de andre sommergæster. Nu er miljøet på Klinten ødelagt, alle karaktertræerne fældet og krattet fjernet i udviklingens hellige navn.

Neden for den store bakke til Klint, den vej der nu hedder Hegnet, ligger et lille stråtækt hus til højre for bakken. Her boede Laurine hvis mand Lars Christian havde været med til at bygge det første sommerhus. Lars Christian døde, da jeg var ganske lille, så ham kan jeg ikke huske men Laurine besøgte min mor og jeg meget. Hun vidste alt hvad der foregik i den lille by og fortalte det gerne videre. Hendes datter Marie ”Post” kørte rundt med post og aviser bragt herud af bussen fra Nykøbing. Laurine hjalp med at sortere posten, det tog sin tid, for postkortene skulle først læses og navnene på aviserne studeres så, de vidste hvem der nu var på ferie. Det tog sin tid at bringe posten rundt, mange steder skulle der drikkes kaffe undervejs og var der postkort til os, sagde Marie altid inden hun afleverede dem: Fru Nielsen der er kort fra Italien Deres søster har det godt!! Om vinteren så Marie efter husene og inden vi kom op om foråret var huset rengjort og nylakeret, ofte så glat at vi gled på gulvene.

Jeg kunne fortælle meget mere om Klint før udstykningen af sommerhusgrunde i 60’erne, men så bliver det for langt kun dette som afslutning. I 1961 købte Helge Klintebjergvej 26 og i efteråret 1961 gik han og Birgit og plantede træer. Huset er fra 1972. Jeg overtog Bjerget 9 i 1976 og har siden bygget nyt hus der i 1996, da det gamle ikke kunne mere.